Trump erklærer sig ikke skyldig i anklager om at omstøde valg

    Ved et retsmøde erklærer tidligere præsident Donald Trump sig som ventet ikke skyldig fire forhold omhandlende forsøg på at omstøde resultatet af valget i USA i 2020, som han tabte.

    Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

    Trump ankom et stykke tid efter klokken 21 dansk tid til retsbygningen i Washington D.C, som ligger omkring en kilometer fra Kongressen, hvor stormløbet 6. januar 2021 fandt sted.

    Tirsdag kom et 45 sider langt anklageskrift, hvor den særligt udpegede anklager Jack Smith anklager den tidligere præsident og folk omkring ham for at forsøge at omstøde valget i 2020.

    Sagen er den hidtil mest graverende mod den tidligere præsident, der også er tiltalt i to andre kriminalsager.

    Trump er anklaget for fire forhold:

    At lave en sammensværgelse med det formål at bedrage USA, at lave en sammensværgelse for at forhindre en officiel proces, hindring af og forsøg på at hindre en officiel proces og at lave en sammensværgelse mod retten til at stemme og at få sin stemme optalt.

    /ritzau/