Den britiske centralbank, Bank of England, hæver torsdag den ledende rente med 0,25 procentpoint til 5,25 procent.
Det skriver centralbanken på sin hjemmeside.
Dermed har den ledende rente i Storbritannien nu nået det højeste niveau siden foråret 2008. Det skriver Tore Stramer, cheføkonom hos Dansk Erhverv, i en kommentar.
– Til sammenligning lå den ledende rente på bare 0,1 procent i december 2021.
– Det er meget bemærkelsesværdigt, da vi skal helt tilbage til slutningen af 1980’erne for at finde en lignende stigning i den ledende rente over en så kort periode.
Rentestigningen er den 14. i træk for den britiske centralbank.
Centralbanker verden over bruger renteforhøjelser som et værktøj til at få inflation – prisstigninger – under kontrol.
Renteforhøjelser vil nemlig gøre det dyrere at låne penge. Det skal få forbrugerne til at bruge færre penge.
Ifølge basal økonomisk teori vil det påvirke priserne i nedadgående retning.
Inflationen i Storbritannien var på 7,9 procent i juni.
– Inflationen aftog i juni til det laveste niveau i 15 måneder, men presset fra priserne er fortsat alt for højt, siger Allan Sørensen, cheføkonom i Dansk Industri (DI), i en kommentar.
– Og de mange rentestigninger sætter sine tydelige spor i britisk økonomi.
– Briterne har stort set ikke haft fremgang i økonomien over det seneste år, og de er fortsat ikke tilbage på samme niveau som før corona, siger han videre.
Ifølge Allan Sørensen har briterne – foruden de mange rentestigninger – også haft økonomisk modvind fra brexit, corona, politisk kaos og omfattende strejker.
/ritzau/











