Frankrig er færdig med evakueringer fra Niger – 1079 er fløjet ud

    Frankrig har torsdag afsluttet evakueringen af flere hundrede franske og europæiske borgere fra kupramte Niger.

    Det oplyser den franske regering ifølge nyhedsbureauet AFP.

    Niger er en tidligere fransk koloni. Torsdag er det 63 år siden, at Niger opnåede selvstændighed fra Frankrig.

    Frankrig har stadig omkring 1500 soldater i Niger til kampen mod ekstremisme i Sahel-regionen.

    I alt er 1079 personer blevet fløjet ud af det vestafrikanske land, som en militærjunta i sidste uge kuppede sig til magten over.

    577 af de evakuerede er franske statsborgere. Resten er en række forskellige nationaliteter, oplyser det franske forsvarsministerium.

    Om nogle af dem er danske, fremgår ikke.

    Tirsdag oplyste det danske udenrigsministerium, at Danmark samarbejdede med flere andre lande om at hjælpe danskere, der ønskede at forlade Niger.

    Udenrigsministeriet var i kontakt “med de få danskere, der p.t. er tilmeldt danskerlister for Niger”, lød det i en mail til Ritzau tirsdag.

    Det franske militær har brugt fem fly til evakueringen.

    /ritzau/