Frankrig begynder snart at evakuere fra Niger efter kup

    Frankrig vil “meget snart” begynde at evakuere franske statsborgere fra Niger, hvor et militærkup i sidste uge har udløst protester mod Frankrig.

    Meldingen er blevet sendt ud i en besked fra den franske ambassade i Niger til franske borgere. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

    Evakueringerne kommer til at ske via fly fra Nigers hovedstad, Niamey, lyder det. Og det kommer til at ske inden for et “meget begrænset tidsrum”.

    Frankrig er Nigers tidligere koloniherre. Niger opnåede selvstændighed i 1960.

    Militærkuppet i Niger skete onsdag i sidste uge.

    Her blev den demokratisk valgte præsident, Mohamed Bazoum, taget til fange på sit kontor.

    Mandag beskyldte kupmagerne i Niger Frankrig for at have planer om at blande sig militært for at få genindsat præsident Mohamed Bazoum.

    De hævdede desuden, at Nigers væltede regering har givet Frankrig tilladelse til at udføre angreb mod præsidentkontoret for at befri præsident Bazoum.

    Frankrig har fordømt kuppet og opfordret til, at præsident Bazoum bliver genindsat. Men der er ikke annonceret nogen militær indblanding.

    Den franske præsident, Emmanuel Macron, gjorde det dog klart søndag, at Fankrig “øjeblikkeligt” vil skride til handling, hvis franske statsborgere i Niger bliver udsat for angreb.

    Det sagde han, efter at tusindvis af demonstranter havde protesteret ved den franske ambassade i Niger.

    Tilhængere af militærjuntaen brændte franske flag og forsøgte at storme den franske ambassade i Niamey. Politiet svarede tilbage med tåregas.

    /ritzau/