Tyfonen Doksuri har siden slutningen af sidste uge resulteret i voldsomme mængder nedbør og stærk blæst i Kina.
Det er den kraftigste storm, som har ramt det kinesiske fastland, siden tyfonen Saomai hærgede Kina i 2006. Det viser en opgørelse baseret på foreløbige vejrdata fra det amerikanske medie CNN’s vejrtjeneste.
Søndag blev flere end 31.000 indbyggere i Kinas hovedstad, Beijing, evakueret, oplyser den statslige tv-station CCTV ifølge CNN.
Derudover er en halv million i Fuijan-provinsen flygtet fra oversvømmelser, skriver det statslige kinesiske nyhedsbureau Xinhua.
Det voldsomme vejr har foreløbig kostet mindst fire personer livet.
Mandag udsendte myndighederne den mest alvorlige advarsel om kraftig regn i ni distrikter i Beijing. Derudover blev der i resten af landet udsendt mindst 95 advarsler om farligt vejr.
Regnen, som følger med Doksuri, ventes at fortsætte tirsdag, hvilket skaber frygt for jordskred og omfattende oversvømmelser.
En tyfon er en orkan. Betegnelsen bruges som regel om kraftige storme, der opstår i den nordvestlige del af Stillehavet.
/ritzau/











