Venedig bør komme på Unescos liste over verdensarvområder, der er truede.
Det oplyser FN-organisationen Unesco, der administrerer det internationale verdensarvprogram, i en anbefaling, skriver nyhedsbureauet AFP.
Unesco anbefaler, at de italienske myndigheder er nødt til at optrappe indsatsen for at sikre den historiske by og dens omkringliggende lagune.
Ellers risikerer byen uoprettelig skade på grund af problemer med klimaforandringer og masseturisme.
– Nogle af disse langvarige problemer har allerede ført til forringelse af byens særlige kendetegn lyder det i anbefalingen ifølge AFP.
I anbefalingen retter Unesco særligt kritik mod Italien.
Det lyder, at der generelt er “mangel på væsentlige fremskridt” fra Italiens side med hensyn til at løse disse problemer.
Anbefalingen skal i september videre til et møde med Verdensarvskomiteen, som skal beslutte, om Venedig skal på listen.
Venedig er en af Italiens mest besøgte byer. Den er blandt andet kendetegnet ved gondolerne, som sejler på Canal Grande og byens andre kanaler.
Unesco har tidligere advaret om at sætte Venedig på listen over truet verdensarv.
Venedig blev i 1987 sat på Unescos verdensarvsliste som et “ekstraordinært arkitektonisk mesterværk”, men organisationen advarede i 2021 om behovet for en “mere bæredygtig håndtering af turismen”.
Det fik den italienske kulturminister, Dario Franceschini, til at sige, at regeringen havde besluttet at handle “for at undgå risikoen for, at byen bliver optaget på listen over truet verdensarv”.
Det har blandt andet været tilstrømningen af store krydstogtskibe, der særligt har truet den historiske by.
Ifølge indbyggerne forårsager skibene store bølger, der underminerer byens fundament og skader lagunens skrøbelige økosystem.
Tilbage i juni 2021 sagde Unesco, at Venedigs overlevelse var i fare, hvis der ikke blev udstedt et permanent forbud mod store krydstogtskibe.
Det fik den italienske regering til at handle. Fra august 2021 måtte de store krydstogtskibe – med 200 passagerer eller over – ikke længere sejle ved den centrale del af kanalbyen Venedig.
Til september bliver det afgjort, om Venedig kommer på listen over truet verdensarv.
/ritzau/











