En japansk domstol har mandag idømt en mand 23 års fængsel for et angreb i et tog i forbindelse med halloween i 2021.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Den 26-årige dømte mand var udklædt som Batman-skurken Jokeren, da han søndag den 31. oktober gik til angreb.
Han er mandag blevet dømt for drabsforsøg ved at stikke en ældre mandlig passager og forsøge at dræbe 12 andre ved at starte en brand i toget.
Den dømte mand har tidligere fortalt efterforskere, at han ønskede at dræbe folk og på den måde blive idømt dødsstraf. Han har også fortalt, at han havde spredt lightergas rundt inde i togvognen.
Jokeren er Batmans onde ærkefjende og en af de mest kendte karakterer fra Batman-universet. Han er typisk beskrevet med hvid sminke i ansigtet, grønt hår, et optegnet smil og en hysterisk latter.
I filmens verden blev han i 2019 portrætteret i filmen “Joker”.
Her følger man den mentalt forstyrrede hovedperson, der mislykkes som standupkomiker og i stedet påtager sig navnet “Joker” og indleder en større revolution i Batmans hjemby, Gotham City.
Undervejs i filmen udfører han blandt andet et angreb i et tog.
/ritzau/











