Erik Jensen, der er formand for partiet Siumut, skal fortsat stå i spidsen for partiet. Det står klart, efter han har fået 39 af 68 stemmer fra partiets delegerede ved partiets landsmøde i Qasigiannguit.
Det skriver det grønlandske medie KNR.
Siumut svarer til Socialdemokratiet i Grønland.
Erik Jensen har været formand for partiet siden slutningen af november 2020. Her væltede han daværende formand Kim Kielsen, der også stillede op ved dette valg.
Ud over Jensen og Kielsen stillede også Aki-Matilda Høegh-Dam op som kandidat til formandsposten. Hun sidder som folketingsmedlem for partiet.
Erik Jensen er under sit formandskab gået i regering med partiet Inuit Ataqatigiit.
Siumut har ikke posten som landsstyreformand – regeringslederposten – hvilket også har været et emne i kampen om formandsposten.
/ritzau/











