Død pukkelhval i Sverige kan være den samme som er set i Danmark

    En død pukkelhval i Sverige kan muligvis være selvsamme hval, der flere gange er blevet spottet i dansk farvand i juli.

    Det skriver det svenske nyhedsbureau TT.

    Den døde pukkelhval blev opdaget på stranden i Skanör i det sydvestlige Sverige.

    Daniela Kalthoss, der er konservator på Statens Naturhistoriske Museum i Sverige, siger til TT, at hvalen kan være det samme individ, som blev spottet i Danmark.

    Men de er usikre, siger hun.

    I midten af juli havde flere spottet en pukkelhval, der boltrede sig i dansk farvand.

    Det store pattedyr blev første gang spottet i Aarhus. Få dage efter blev en pukkelhval igen spottet lidt uden for Middelfart.

    Hvalentusiast Carl Kinze, der i mange år har været tilknyttet Zoologisk Museum, vurderede dengang, at det formentlig var den samme hval, der blev spottet i henholdsvis Aarhus og Middelfart.

    Det skrev fyens.dk.

    – Pukkelhvaler gør den slags. De er faktisk jævnligt på besøg i de indre danske farvande, sagde han.

    Daniela Kalthoss siger til TT, at det er uklart, om det vil være muligt at fastslå, at der er tale om samme hval. Men blandt andet halefinnens udseende og undersiden af maven kan give et fingerpeg om, hvilket individ der er tale om.

    Tirsdag aften hentede svensk politi hvalen med hjælp fra kystvagten. Pukkelhvalen er blevet kørt væk til destruktion.

    Men der er blevet taget prøver til Veterinærinstituttet og Statens Naturhistoriske Museum i Sverige inden.

    Hvorfor pukkelhvalen er gået bort, vil ikke blive fastlagt, da der ikke vil blive foretaget en obduktion på grund af personalemangel midt i højsæsonen.

    Et stykke hvalmuskel vil blive gemt i museets samlinger til analyse, hvis forskere vil lave undersøgelser i fremtiden.

    /ritzau/