Mindst fem personer blev tirsdag fundet omkomne i Italien efter voldsomme storme og skovbrande i henholdsvis den nordlige og sydlige del af landet.
Blandt andet blev en 16-årig pige på campingtur dræbt, da et træ væltede ned over hende i Brescia i det nordlige Italien.
Og mens voldsomt regn- og haglvejr ramte nordpå, kæmpede beredskabsmyndighederne med skovbrande i det sydlige Italien.
Skovbrandene er opstået under den ekstreme hedebølge, der fortsat bevæger sig igennem det sydlige Europa og også har antændt store områder i lande som Grækenland og Kroatien.
Mandag blev der målt temperaturer på 47,6 grader på den østlige del af Sicilien.
På øen blev ligene af to personer i 70’erne fundet i et hus ødelagt af flammer, mens en 88-årig kvinde blev fundet død nær Palermo, skrev lokale medier tirsdag aften.
/ritzau/AFP











