51 strandede grindehvaler er døde i det vestlige Australien 60 kilometer øst for havnebyen Albany.
Det skriver Australiens public service-medie ABC onsdag.
Hvalerne strandede lidt efter klokken 16 tirsdag. Onsdag morgen lokal tid er flere konstateret døde.
– Vi har stadig 46 hvaler, der er i live, og det er vores fokus i dag – at få dem tilbage i vandet og opfordre dem til at svømme ud på dybere hav, siger Peter Hartley, der er regional leder i delstatsregeringens myndighed for biodiversitet, bevarelse og attraktioner.
Myndigheden har i samarbejde med en gruppe frivillige overvåget hvalerne natten over.
Offentligheden opfordres til at holde sig væk fra stranden, en populær turistattraktion, som er blevet lukket.
Marinepattedyrsbiolog og -forsker Rebecca Wellard fortæller ABC, at det i store træk er uklart, hvorfor hvaler strander.
/ritzau/











