Trump-udfordrer fyrer en tredjedel af sine kampagneansatte

    Det er ikke gået som håbet for Florida-guvernøren, Ron DeSantis, siden han tidligere på året offentliggjorde, at han stiller op i ræset om at blive den republikanske præsidentkandidat.

    Derfor har han fyret en tredjedel af de medarbejdere, han har ansat til at stable sin præsidentkampagne på benene.

    Det skriver mediet Politico.

    I forvejen blev det anset som usandsynligt, at han havde nogen som helst chance mod ekspræsident Donald Trump, der stadig er populær på højrefløjen.

    Det til trods for, at Donald Trump er indblandet i en række retssager.

    Han er blandt andet blevet tiltalt i en sag om ulovlig opbevaring af fortrolige dokumenter. Og så står han muligvis over for en ny føderal tiltale om hans rolle i stormløbet på Kongressen 6. januar 2021.

    I alt har Ron DeSantis fyret 38 medarbejdere på tværs af en række afdelinger.

    – Efter et gennemgående gennemsyn af vores organisation, har vi taget en række yderligere, aggressive skridt for at strømline vores aktiviteter og give Ron DeSantis den bedste mulighed for at vinde primærvalget og besejret Joe Biden (USA’s nuværende præsident, red.), siger Ron DeSantis’ kampagnemanager, Generra Peck, i en udtalelse ifølge Politico.

    /ritzau/