Otte tiltalte er kendt skyldige i drab i forbindelse med et stort terrorangreb i Bruxelles i marts 2016.
Det har en belgisk domstol afgjort tirsdag aften ifølge Reuters.
To selvmordsterrorister sprængte den 22. marts 2016 sig selv i luften i byens lufthavn, mens en tredje udløste sin bombe i metroen.
32 mennesker blev dræbt af bomberne, der sårede over 300.
Islamisk Stat (IS) tog skylden for udåden.
En af de otte, der tirsdag er kendt skyldig i drab, er fransk-marokkanske Salah Abdeslam.
Han er tidligere idømt fængsel på livstid for sin rolle i terrorangrebene i Paris i 2015, hvor 130 mennesker blev dræbt.
Abdeslam blev pågrebet i Bruxelles fire dage før angrebene i Paris.
Han er den eneste overlevende af de ti terrorister, der stod bag attentatet i den franske hovedstad.
/ritzau/











