Demonstranter brændte bog ved Iraks ambassade

    Med et banner med ordene “Fuck islam” demonstrerede to personer mandag eftermiddag ved den irakiske ambassade i København.

    Personerne stod ved ambassaden med kameraer, et dannebrogsflag og en bog, som de rev i og smed på jorden.

    Gruppen, der kalder sig Danske Patrioter, siger, at det er Koranen.

    En livestream via Danske Patrioters facebookside viste en bog, der brændte, og ifølge nyhedsbureauet Reuters blev Koranen afbrændt.

    Demonstranterne fremviste også en installation af Koranen, der havde et par sko klistret fast på forsiden, skriver Jyllands-Posten.

    Den ene af de to mænd – formand for Danske Patrioter Toke Lorenzen – var iført en skudsikker vest, mens den anden mand havde en sort hættetrøje på, hvor der stod “fuck islam”.

    På livestreamen kunne man høre de to demonstranter sige “fuck islam” til mennesker, der cyklede og gik forbi.

    Ifølge Ritzaus fotograf kom nogle af de mennesker, der gik forbi, med kommentarer. Enkelte ryster lidt på hovedet.

    På livestreamen kunne man undervejs se en kvinde, som gik forbi og forsøgte at tage installationen med skoene og Koranen. Det mislykkedes hende, og det udviklede sig ifølge Jyllands-Posten kortvarigt til håndgemæng, inden politiet fik skilt parterne ad.

    Ifølge Københavns Politi blev den 56-årige kvinde blevet anholdt. Hun sigtes for forsøg på tyveri.

    Demonstrationen var ifølge politiet lovligt anmeldt. Politiet har mandag eftermiddag ikke yderligere at tilføje.

    Også fredag demonstrerede en lille gruppe fra Danske Patrioter ved den irakiske ambassade, hvor Koranen tilsyneladende blev brændt af.

    Det førte til fordømmelse fra blandt andet det irakiske udenrigsministerium og demonstrationer i weekenden i Iraks hovedstad, Bagdad.

    Også den danske udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen (M), har tidligere fordømt handlingen.

    – Jeg fordømmer den slags dumheder, som en lille håndfuld enkeltpersoner lavede i går (fredag, red.) foran den irakiske ambassade.

    – Det er en skændig handling at krænke andres religion. Det gælder både afbrænding af koraner og andre religiøse symboler. Det har intet andet formål end at provokere og skabe splittelse, sagde Løkke i en skriftlig kommentar lørdag.

    Koranen er islams hellige skrift. Muslimer anser det derfor som blasfemi og en grov fornærmelse mod Gud at mishandle den.

    Netop derfor skaber afbrændingerne så stor vrede i den muslimske verden.

    I Iran indkaldte Udenrigsministeriet i weekenden den danske ambassadør i landet til en samtale for at protestere mod “vanhelligelsen af Koranen” i København.

    Ifølge det iranske udenrigsministerium udtrykte den danske ambassadør her sin beklagelse over, at en koran er blevet brændt af.

    /ritzau/