Israels parlament vedtager omstridt reform af landets domstole

    Parlamentet i Israel, Knesset, har mandag vedtaget en omstridt reform af landets domstole.

    Det oplyser Knessets formand.

    Reformen begrænser blandt andet landets højesterets evne til at blokere love, den finder urimelige. Den betyder også, at landets regering får meget større indflydelse på hvilke dommere, der udpeges til domstolene.

    Kritikere mener, at reformen afmonterer en af de få modvægte til regeringens magt i Israel. Landet har eksempelvis ikke nogen forfatning, der begrænser en regerings magt.

    Tilhængere af reformen mener modsat, at den skaber balance mellem domstolenes magt over de folkevalgte politikere og omvendt.

    Reformen har mødt stor modstand i dele af det israelske civilsamfund. Blandt andet har fagforeningen Histadrut omgående indkaldt til et møde for at drøfte muligheden for en generalstrejke som reaktion på vedtagelse af reformen.

    /ritzau/Reuters