Demonstranter brænder bog ved Iraks ambassade

    Med et banner med ordene “Fuck islam” demonstrerer to personer mandag ved den irakiske ambassade i København.

    Personerne står foran ambassaden med kameraer, et dannebrogsflag og en bog, som de har revet i og smidt på jorden.

    Gruppen, der kalder sig Danske Patrioter, siger, at det er Koranen.

    Det oplyser Ritzaus fotograf på stedet.

    En livestream via Danske Patrioters facebookside viser en bog, der brænder.

    Ifølge nyhedsbureauet Reuters er der blevet sat ild til Koranen under demonstrationen.

    Københavns Politi bekræfter, at der mandag er anmeldt en demonstration ved ambassaden. Det har ikke nogen kommentarer til demonstrationen.

    Den ene af de to mænd er iført en skudsikker vest, mens den anden mand har en sort hættetrøje på, hvor der står “fuck islam”.

    På livestreamen kan man høre de to demonstranter sige “fuck islam” til mennesker, der cykler og går forbi.

    Ifølge Ritzaus fotograf går mennesker forbi og kommer med kommentarer. Nogle ryster lidt på hovedet.

    Også fredag demonstrerede en lille gruppe fra Danske Patrioter ved den irakiske ambassade.

    Det førte til fordømmelse fra blandt andet det irakiske udenrigsministerium samt den danske udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen (M).

    /ritzau/