Danmark har et af de laveste inflationsniveauer i EU

    Mange EU-medlemmer kæmper fortsat med at få kontrol med den buldrende inflation.

    Det viser et EU-harmoniseret forbrugerprisindeks, som Danmarks Statistik har offentliggjort mandag morgen.

    I juni faldt inflationen for de 27 EU-lande samlet til 6,4 procent fra 7,1 procent i maj.

    Værst ser det ud i Ungarn, hvor forbrugerpriserne i juni voksede med knap 20 procent sammenlignet med samme måned året før.

    Også i lande som Slovakiet, Tjekkiet, Polen og Rumænien har man svært ved for alvor at få dæmpet prisstigningerne.

    I den anden ende af skalaen finder man blandt andet Danmark, der sammen med Luxembourg, Belgien og Spanien har den laveste inflation i EU.

    I juni var den EU-harmoniserede inflation her i landet på 2,4 procent mod 2,9 procent måneden før.

    I Danmark er det i høj grad prisfald på elektricitet, der trækker ned, hvor det i EU især skyldes prisændringer på brændstof, skriver Danmarks Statistik.

    Udviklingen er ikke ensbetydende med, at priserne falder på tværs af EU-landene. Den faldende inflation betyder blot, at priserne ikke stiger med lige så stor hast som tidligere.

    I juli forventer Kristian Skriver, der er seniorøkonom hos Dansk Erhverv, at inflationen kommer til at tiltage en smule, fordi elafgifterne normaliseres.

    – Siden 1. januar har elafgiften været sænket. Det er sket som led i den politiske aftale om vinterhjælp, der blev indgået i september sidste år, skriver han i en kommentar.

    – Den 1. juli steg elafgiften igen. Det vil isoleret set få inflationen til at stige med knap et procentpoint, vurderer han.

    Det EU-harmoniserede forbrugerprisindeks adskiller sig fra den almindelige opgørelse fra Danmarks Statistik, ved at prisudviklingen for ejerboliger ikke indgår i opgørelsen.

    /ritzau/