Mindst 15 personer omkommet efter færgeforlis i Indonesien

    Mindst 15 personer er omkommet, efter en færge mandag er forlist ud for den indonesiske ø Sulawesis kyst.

    Yderligere 19 personer meldes savnet efter færgeforliset.

    Det oplyser den lokale eftersøgnings- og redningsmyndighed ifølge nyhedsbureauet AFP.

    I alt 40 personer var om bord på færgen, da den kort efter midnat lokal tid sank, oplyser eftersøgnings- og redningsmyndigheden.

    Seks personer er blevet reddet og bragt til behandling på hospitalet.

    Årsagen til forliset er ved at blive undersøgt, lyder det fra myndigheden.

    /ritzau/AFP