Drone har ramt bygning i Moskva – vidne hører eksplosioner

    Der er natten til mandag fundet vragrester fra en drone i Ruslands hovedstad, Moskva, skriver det russiske nyhedsbureau Tass.

    Ifølge Reuters skriver Tass, at en drone har ramt en kontorbygning.

    Tass henviser til oplysninger fra beredskabsmyndighederne.

    En boulevard tæt på forsvarsministeriet i Moskva er blevet spærret efter fundet af dronevraget, skriver det russiske nyhedsbureau RIA ifølge Reuters.

    Et vidne har ifølge Reuters hørt to eksplosioner, inden resterne af dronen blev opdaget. Foreløbig er der ikke meldinger om tilskadekomne.

    /ritzau/