Kiritapu Allan har mandag besluttet at træde tilbage fra stillingen som New Zealands justitsminister.
Det sker, efter at hun søndag var involveret i et biluheld, mens hun ifølge politiet havde en for høj alkoholpromille til at køre.
Landets premierminister, Chris Hipkins, har bekræftet opsigelsen og fortalt, at justitsministeren er blevet anklaget for hensynsløs kørsel og for at nægte at adlyde politiets ordre efter uheldet, der skete sent søndag.
Det har vist sig at være svært for den newzealandske regering at løfte arven efter den populære premierminister Jacinda Ardern, der trådte tilbage i januar.
Kiritapu Allan er den fjerde minister til at forlade regeringen i løbet af det seneste halve år.
Newzealænderne får chancen for at bedømme den nye regerings indsats, når de går til valgurnerne 14. oktober i år.
Chris Hipkins’ arbejderregering er ifølge meningsmålingerne en smule mindre populær end centrumhøjrepartiet i oppositionen, Nationalpartiet.
/ritzau/AFP











