Amerikaner anholdt under uautoriseret afstikker til Nordkorea

    En amerikansk statsborger menes at være blevet anholdt af Nordkorea efter at have krydset grænsen til landet uden tilladelse.

    Det oplyser FN’s Enhedskommando tirsdag.

    Personen deltog i en rundvisning ved den demilitariserede zone mellem Nord- og Sydkorea.

    Det sydkoreanske medie Dong-a Ilbo rapporterer med henvisning til den sydkoreanske hær, at personen er soldat i den amerikanske hær.

    – En amerikaner på en orienteringsrundvisning krydsede – uden tilladelse – den militære demarkationslinje ind i Den Demokratiske Folkerepublik Korea (Nordkorea, red.), skriver FN’s enhedskommando på Twitter.

    – Vi tror, at han aktuelt er i nordkoreansk varetægt, og vi arbejder med vores modparter i den nordkoreanske hær for at finde en løsning på denne hændelse, står der videre.

    FN’s enhedskommando, United Nations Command, blev oprettet i 1950 og er en multinational styrke under amerikansk ledelse, der støtter Sydkorea.

    /ritzau/Reuters