Hedebølger kan sende turister til køligere lande som Danmark

    Tårnhøje sommertemperaturer i Sydeuropa kan skabe varige ændringer i folks rejsevaner og sende flere turister til kølige destinationer.

    Sådan lyder forudsigelsen fra turismeorganisationer og eksperter.

    Data fra ETC – en sammenslutning af europæiske turismeorganisationer – understøtter forudsigelsen.

    Antallet af mennesker med håb om at rejse til middelhavslandene i perioden juni til november er nemlig faldet med ti procent sammenlignet med sidste år. Også 2022 var i Europa præget af tørke og skovbrande.

    Imens oplever lande som Tjekkiet, Irland, Bulgarien og også Danmark en stigende interesse.

    – Vi forventer, at uforudsigelige vejrforhold i fremtiden vil have større indflydelse på rejsendes valg i Europa, siger Miguel Sanz, præsident for ETC.

    En rapport fra organisationen viser også, at 7,6 procent af rejsende nu ser ekstreme vejrhændelser som en stor bekymring i forbindelse med rejser mellem juni og november.

    Tirsdag eftermiddag ventes op mod 46 grader på øen Sardinien i Italien. I dele af landet ventes det, at der kan opleves ekstrem varme i yderligere ti dage, skriver BBC.

    Historier om turisters udfordringer i varmen – blandt andet i Grækenland, hvor en ambulance stod klar ved Akropolis til at redde turister – har de seneste uger stået i kø i medierne.

    – Vores seneste undersøgelser indikerer et fald i antallet af mennesker, som har interesse i at rejse i august, højsæsonen, mens flere europæere overvejer ture i løbet af efteråret, siger ETC-præsident Miguel Sanz.

    Flere turister i Rom fortæller, at de vil overveje det en ekstra gang, før de booker en tur til den italienske hovedstad i juli.

    – Jeg ville komme hertil, når det er koldere, siger amerikanske Dalphna Niebuhr, som er på ferie med sin mand.

    – Kun juni, april.

    Hun siger, at varmen gør hendes tur “jammerlig”.

    Italiens miljøministerium udtaler i en rapport i år, at udenlandske turister i fremtiden formentlig vil rejse mere i foråret og efteråret og vælge køligere destinationer.

    – Balancen vil være negativ. Det skyldes også, at dele af de italienske turister vil bidrage til strømmen af internationale turister til mindre varme lande, står der i rapporten.

    ETC står for European Travel Commission.

    /ritzau/Reuters