Svimmel Netanyahu undersøges på hospitalet efter tur i varmen

    Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, er lørdag blevet kørt på hospitalet.

    Det oplyser premierministerens kontor lørdag eftermiddag.

    Lokale medier skriver, at 73-årige Netanyahu havde det dårligt og derfor blev kørt på hospitalet. Det er sket, på et tidspunkt hvor der er hedebølge i Israel.

    Ifølge erklæringen fra Netanyahus kontor har han det fint, men undergår undersøgelser. Det sker på Sheba Hospital nær storbyen Tel Aviv.

    Israelske medier skriver, at han var ved fuld bevidsthed, da han blev kørt på hospitalet fra sit private hjem i kystbyen Caesarea.

    Han gik desuden selv ind på hospitalet uden hjælp, rapporterer den israelske tv-station Channel 12, som citerer Netanyahus læge.

    I en anden erklæring uddyber Netanyahus kontor, hvad der ligger bag turen på hospitalet. Fredag havde han brugt tid ved Genesaret Sø i det nordlige Israel, og det havde været en meget varm oplevelse.

    – I dag følte han sig en smule svimmel, og efter råd fra sin læge blev han i dag kørt på hospitalet.

    – Den indledende vurdering er dehydrering, hedder det lørdag.

    Netanyahu har flere gange før været indlagt på hospitalet med helbredsproblemer.

    For eksempel i begyndelsen af oktober sidste år under den jødiske faste Yom Kippur, hvor han kortvarigt var indlagt.

    Den konservative leder er for tiden i politisk stormvejr på grund af en omstridt retsreform, som han og regeringen har mødt stor modstand mod i befolkningen.

    Der har været enorme demonstrationer i Israel på grund af reformen, som israelere frygter, vil gå ud over domstolenes uafhængighed.

    /ritzau/Reuters