61-årig dør efter kraftig brand på plejecenter

    En 61-årig mand er afgået ved døden efter en brand på et plejecenter i Store-Merløse.

    Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi fredag morgen.

    De pårørende er underrettet.

    Branden blev anmeldt klokken 01.54 natten til torsdag. Det fremgår af torsdagens døgnrapport fra Midt- og Vestsjællands Politi.

    Her skriver politiet også, at det var en kraftig brand i mandens bolig, og at han blev kørt på Rigshospitalet med alvorlige forbrændinger.

    Manden blev indlagt i kritisk tilstand.

    Tre personer, som blandt andet var personale, blev tjekket for røgforgiftning, men de havde ikke behov for yderligere behandling.

    Midt- og Vestsjællands Politi oplyser, at der fredag skal udføres brandtekniske undersøgelser på stedet.

    /ritzau/