Israels præsident, Isaac Herzog, opfordrer søndag aften indtrængende de israelske politikere til at vende tilbage til forhandlingsbordet om den retsreform, som de seneste måneder har sendt demonstranter i hundredtusindvis på gaden.
– Jeg kan sige jer, at aftaler er mulige, siger præsidenten.
Reformen har skabt røre i Israel, blandt andet fordi den fratager landets højesteret muligheden for at underkende de love, som det israelske parlament vedtager.
En del af reformen skal under førstebehandling i det israelske parlament, Knesset, mandag.
– Det er muligt at nå frem til en aftale, siger Herzog.
– Og dog er der ingen, som er villige til at sætte sig ned og forhandle nu uden ultimative krav.
– Det er en bommert af historiske proportioner.
/ritzau/dpa











