Erdogan til Biden: Sverige tager rigtige skridt – men ikke nok

    Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, har talt i telefon med USA’s præsident, Joe Biden, om F-16-kampfly og Sveriges ansøgning om medlemskab af Nato.

    Det oplyser det tyrkiske præsidentkontor.

    Samtalen har fundet sted, få dage før at Nato-landene samles til topmøde i Vilnius i Litauen.

    Erdogan har fortalt Biden, at Sverige har taget skridt i den rigtige retning med en ny terrorlov. Det kan gøre det muligt for Tyrkiet at ratificere det svenske medlemskab af Nato.

    Men det nytter ikke noget, så længe tilhængerne af Det Kurdiske Arbejderparti (PKK) i Sverige bliver ved med at holde demonstrationer, fremgår det af det tyrkiske præsidentkontors referat.

    De to præsidenter har også drøftet leverancer af F-16-fly til Tyrkiet og Ukraines status i Nato.

    /ritzau/Reuters