Cykelrytteren Mark Cavendish (Astana) er lørdag udgået af årets Tour de France undervejs på 8. etape.
Briten, der deler rekorden for flest etapesejre i Tour de France, styrtede med 63 kilometer til mål og satte sig efterfølgende ind i en ambulance.
Dermed bliver det ikke i år, at 38-årige Cavendish tager rekorden for flest Tour-sejre. Han har 34 etapesejre i karrieren i Tour de France, hvilket er det samme som cykellegenden Eddy Merckx.
Cavendish så ellers formstærk ud. I fredagens massespurt blev han nummer to efter Jasper Philipsen (Alpecin).
/ritzau/











