Selskab bag kviklån skal betale en million for vildledning

    Københavns Byret har idømt Kviklånsselskabet 4Finance (vivus.dk) en bøde på en million kroner, da de har vildledt økonomisk svage forbrugere ved at reklamere for kassekreditter, som var almindelige forbrugslån.

    Det skriver Forbrugerombudsmanden i en pressemeddelelse.

    Forbrugerombudsmand Christina Toftegaard kalder afgørelsen “vigtig”.

    – Det er mit indtryk, at der er virksomheder, som forsøger at udnytte de lempeligere regler ved at kalde deres forbrugslån for kassekreditter, og jeg forventer, at de ophører med det nu, skriver hun i pressemeddelelsen.

    Retten har ifølge Forbrugerombudsmanden lagt vægt på, at selskabet har skabt en “forkert forventning” hos den gennemsnitlige forbruger.

    – Gennemsnitsforbrugeren blev vildledt omkring låneproduktets art og væsentligste egenskaber, lyder det ifølge Christina Toftegaard.

    Det var en skærpende omstændighed, at låneproduktet og den vildledende markedsføring var målrettet økonomisk svage forbrugere.

    Det var en formildende omstændighed, at sagen tog lang tid om at komme for retten.

    Forbrugerombudsmanden politianmeldte i 2019 seks udbydere af kviklån for vildledende markedsføring, herunder 4Finance.

    De vurderede, at 4Finance slet ikke yder kassekreditter. Lånene bliver som udgangspunkt udbetalt straks til forbrugernes bankkonti, lyder det.

    – Var der tale om en kassekredit, så ville forbrugeren have en løbende trækningsmulighed på en konto, og der ville kun blive trukket renter i det omfang, forbrugeren udnyttede kreditten, skriver Forbrugerombudsmanden.

    /ritzau/