I en stor sag om ulovlige våben er en mand fra Struer Kommune blandt andet blevet tiltalt for at indføre mindst ti pistoler fra et land i Balkan.
Desuden er han tiltalt for i 14 tilfælde at sælge pistoler videre til andre. Også forsøg på køb og salg af fuldautomatiske AK 47 og håndgranater indgår i anklageskriftet.
Det oplyser anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi mandag.
Den 32-årige mand har siden august sidste år været varetægtsfængslet. Det samme har to andre mænd, der også er blevet tiltalt.
Det bliver Retten i Holstebro, der skal afgøre sagen. Der er fastlagt 14 retsmøder fra oktober.
/ritzau/











