Minører fra Forsvarskommandoen er lørdag aften sejlet ud til en fiskekutter cirka fem kilometer fra kysten ud for Thyborøn. Det skyldes, at fiskere har fået en torpedo i trawlet.
Det skriver TV 2.
– Den var kæmpestor. Jeg har aldrig set så stor en torpedo før. Det er helt ubegribeligt, at der kommer sådan en stor en op. Man skal lige have pusten bagefter, siger René Kloster.
Han er kaptajn på fiskekutteren St. Anthony, som har fisket torpedoen op.
TV 2 skriver, at den er cirka syv meter lang.
Pressevagt ved Forsvarskommandoen Aein Amripour siger til Ritzau, at fiskekutteren vil blive ryddet for mennesker, før minørerne detonerer torpedoen.
– Det, der formentlig kommer til at ske efter en vurdering, er, at de sænker den ned på havbundet. Cirka 19-20 meter ned. Og så sprænger de den der, siger han.
/ritzau/











