EU-lande vil fortsætte handel med Kina men mindske afhængighed

    EU og Kina skal fortsat være partnere, men EU skal være mindre afhængig af Kina på kritiske områder.

    Det konkluderer EU-landenes ledere fredag på et topmøde i Bruxelles.

    Her har stats- og regeringscheferne diskuteret forholdet mellem Kina og EU.

    Kina er både partner, konkurrent og systemisk rival til EU, lyder det i konklusionsteksten.

    – På trods af deres forskellige politiske og økonomiske systemer har Den Europæiske Union og Kina en fælles interesse i at forfølge konstruktive og stabile relationer, der er forankret i respekt for den regelbaserede internationale orden, afbalanceret engagement og gensidighed, står der i teksten.

    Debatten om Kina har i månederne op til topmødet i høj grad handlet om, at EU i større grad skal kunne stå på egne ben. Det gælder for eksempel, når det kommer til forsyning af kritiske råstoffer og mikrochips.

    I dag er EU meget afhængig af import fra Kina på disse områder.

    EU-landene understreger, at Kina fortsat er en vigtig handelspartner. Unionen har ikke intentioner om at afkoble sig fra Kina eller vende sig indad.

    Men forholdet skal være balanceret og gensidigt gavnligt.

    – Den Europæiske Union vil fortsætte med at reducere kritiske afhængigheder og sårbarheder, herunder i sine forsyningskæder, og vil reducere risikoen og diversificere, hvor det er nødvendigt og hensigtsmæssigt, hedder det i teksten.

    /ritzau/