Danmark donerer 1,3 milliarder til at styrke ukrainsk luftvåben

    Danmark donerer 1,3 milliarder kroner til Ukraine, som blandt andet skal gå til at styrke ukrainsk luftvåben og anden ammunition.

    Det siger fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) fredag efter et møde i Det Udenrigspolitiske Nævn.

    Pengene skal findes i Ukrainefonden, hvor Folketinget har afsat 21,9 milliarder kroner til donationer til landet frem mod 2028.

    Troels Lund Poulsen vil ikke gå i nærmere detaljer om, hvordan pengene skal bruges til styrkelse af luftvåbnet af “operative hensyn”.

    – Det er med fuld parlamentarisk opbakning, siger udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M).