Den kinesiske spionballon, der blev skudt ned af et amerikansk jagerfly over Atlanterhavet i februar, indsamlede ikke efterretningsmateriale på sin rute over USA.
Det oplyser det amerikanske militær torsdag lokal tid.
Den kæmpemæssige ballon med en last bestående af diverse elektronik fløj på sin rute over delstaten Alaska i nordvest til South Carolina i øst mellem januar og februar i år.
Undervejs fløj ballonen over flere militære faciliteter, hvilket skabte bekymring for, at den indsamlede følsomt materiale på vegne af den kinesiske stat.
Derfor blev den skudt ned 4. februar lige ud for kysten i South Carolina og siden bjærget af det amerikanske militær.
Hændelsen satte ild til en diplomatisk krise mellem USA og Kina, hvis forhold i forvejen var under pres.
/ritzau/AFP











