Langs vestkysten er omkring 3000 hættemåger døde af fugleinfluenza i år.
Tidligere blev det estimeret, at det var nogle hundrede hættemåger, der var døde. Men sygdommen har nu spredt sig til hele landet, og det gør indhug i hættemåge-bestanden.
Det siger Thomas Bregnballe, der er seniorforsker ved Aarhus Universitet, og har undersøgt nogle af de døde fugle.
– Det er helt tydeligt, at de kolonier, hvor hættemågerne er blevet ramt, der dør alle ungerne. Så der kommer stort set ingen unger på vingerne i de kolonier, siger han.
De døde fugle skyldes et udbrud af fugleinfluenza af typen H5N1, som hærger i hele Europa lige nu. Det vurderes også, at den er kommet til Danmark sydfra.
Tidligere har det primært været i udbrud i kolonier omkring vestkysten, at danske hættemåger er døde.
Men der er registreret døde fugle i hele landet, siger Knud Flensted, biolog i Dansk Ornitolog Forening.
– Før så man det kun i begrænsede områder ved vestkysten. Nu har det spredt sig til hele landet og er blandt andet registreret ved Utterslev Mose (ved København, red.), siger han.
Det er ikke kun hættemåger, der bliver ramt af fugleinfluenzaen.
Også splitterner bliver ramt. Det er dog hovedsageligt splitterne-ungerne, som dør af sygdommen.
Det er særlig kritisk, fordi det går ud over størrelsen på bestanden. Dermed kan der gå mange år, før splitternebestanden er stor igen, siger Thomas Bregnballe.
– Det tyder på, at de voksne splitterner har noget immunitet, siger han.
/ritzau/











