Marokko har hjemkaldt sin ambassadør i Sverige, efter at en mand onsdag brændte et eksemplar af Koranen af udenfor en moské i den svenske hovedstad, Stockholm.
Ambassadøren er hjemkaldt på ubestemt tid.
Det oplyser det statslige nyhedsbureau i Marokko ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Samtidig blev Sveriges chargé d’affaires i Marokkos hovedstad, Rabat, ligeledes onsdag indkaldt til en samtale af det marokkanske udenrigsministerium som følge af hændelsen.
Her udtrykte kongeriget “stærk fordømmelse af dette angreb”. Marokko kalder yderligere afbrændingen en “uacceptabel handling”.
En chargé d’affaires er en diplomatisk udsending af lavere rang end en ambassadør.
Onsdagens koranafbrænding i Stockholm var den første, siden dansk-svenske Rasmus Paludan fra det indvandringskritiske parti Stram Kurs i januar brændte en koran af foran den tyrkiske ambassade i Stockholm.
Siden er flere anmodninger om at brænde koraner af blevet afvist af sikkerhedsmæssige årsager, men onsdagens afbrænding blev altså tilladt af svensk politi.
Ifølge det svenske nyhedsbureau TT var det privatpersonen Salwan Momika, som stod bag. Han har irakisk baggrund og ville med afbrændingen rette kritik mod islam.
Han mener, at Koranen bør forbydes i hele verden.
/ritzau/











