Fire kinesiske selskaber sigtes af den amerikanske regering for ulovlig handel med stoffer, der kan bruges til fremstilling af fentanyl, som hvert år kædes sammen med tusindvis af dødsfald i USA.
Det oplyser den amerikanske justitsminister, Merrick Garland, fredag.
Derudover sigtes otte kinesere i sagen. To af dem er blevet anholdt.
Fentanyl er et kraftigt syntetisk opioid, som minder om det smertestillende middel morfin, men er 50 til 100 gange mere potent.
Det er første gang, at USA sigter kinesiske selskaber for ulovlig handel med stoffer, der kan bruges til fentanyl-fremstilling, i USA.
Langt mere hyppigt sker det, at stofferne sendes til Mexico, hvorfra det meste fentanyl i USA kommer.
– Disse selskaber og deres ansatte konspirerede om at fremstille dødeligt fentanyl til distribution i USA, siger Garland.
– Blot det ene af disse selskaber, der har base i Kina, sendte mere end 200 kilo kemikalier med det formål at lave 50 kilo fentanyl, fortsætter justitsministeren.
Han påpeger, at det er en “mængde, der kan indeholde nok dødelige doser til at dræbe 25 millioner amerikanere”.
/ritzau/AFP











