Den norske centralbank forsøger at få bugt med inflationen ved at give den endnu et slag med rentehammeren.
Torsdag har Norges Bank dermed hævet renten yderligere 0,5 procentpoint. Nu er styringsrenten på 3,75 procent.
Det oplyser den norske centralbank på sin hjemmeside.
Og det kan vise sig at være en god nyhed for danske eksportvirksomheder. Det mener Allan Sørensen, der er cheføkonom i interesseorganisationen Dansk Industri.
– Rentestigningen kan styrke den norske krone, hvilket vil gøre importerede produkter billigere og tage lidt af presset fra inflationen, skriver han i en kommentar.
– En stærkere norsk krone vil give nordmændene øget købekraft til at købe danske produkter.
Inflationen i Norge blev opgjort til 6,7 procent i maj. Det vil sige, at forbrugerpriserne var 6,7 procent højere sammenlignet med samme måned året før.
Måneden før lød inflationen på 6,4 procent.
/ritzau/











