En 57-årig kvinde blev onsdag eftermiddag fundet dræbt i Fårevejle.
Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
To mænd er anholdt og sigtet for drab onsdag aften.
Kvinden blev fundet død klokken 14.43 på en adresse på Adelers Allé i Fårevejle.
– Kvinden blev fundet af en bekendt, da hendes familie ikke kunne komme i kontakt med hende.
– Omstændighederne gjorde, at vi med det samme indledte en forholdsvis stor efterforskning, og på den baggrund valgte vi her til aften at anholde to mænd, som vi mener, kan have forbindelse til kvindens død, siger vicepolitiinspektør Lars Krogsgaard i pressemeddelelsen.
De to mænd sidder onsdag aften til afhøring hos politiet. Torsdag morgen besluttes det, om de skal fremstilles i grundlovsforhør med krav om fængsling, skriver politiet.
Politiet hører meget gerne fra vidner, der har set noget omkring Adelers Allé i løbet af onsdagen. I så fald kan man ringe til politiet på 1-1-4.
/ritzau/











