Mens ubåden “Titan” befinder sig et ukendt sted i Atlanterhavet med mindre end to dages iltforsyning til besætningen, viser det sig nu, at en tidligere chef allerede i 2018 slog alarm over sikkerhedsrisikoen i forbindelse med dyk ned til skibsvraget “Titanic”.
Men sikkerhedsbekymringerne blev ignoreret, og chefen blev fyret.
Det hævder den tidligere chef i et søgsmål, som blev indgivet ved en domstol i den amerikanske forbundshovedstad, Washington D.C., i 2018.
Den tidligere chef hedder David Lochridge. Han startede ved OceanGate, hvis fartøj “Titan” søndag forsvandt under en tur til skibsvraget af “Titanic”, som ubådskaptajn i 2015.
Han blev senere forfremmet til chef for maritime operationer ved firmaet, hvor han ifølge søgsmålet tog sine bekymringer om sikkerheden på “Titan” op med den øvrige ledelse i OceanGate.
Ifølge søgsmålet var Lochridge bekymret over “kvalitetssikringen og sikkerheden på “Titan”, ikke mindst fordi OceanGate nægtede at gennemføre afgørende, ikke-ødelæggende forsøg med ubådens eksperimenterende design af skroget”.
Lochridge hævder i søgsmålet, at ubådens kighul i fronten var bygget til at klare trykket på ned til 1300 meters dybde. OceanGates planer var imidlertid at bringe passagerer ned til 4000 meters dybde, hvor “Titanic” ligger.
/ritzau/AFP











