Underslæb med Ukraine-støtte og mikrolån giver over to års fængsel

    En 47-årig mand er mandag blevet idømt fængsel i to år og tre måneder for blandt andet underslæb.

    Det er sket i forbindelse med indsamling og salg af merchandise til fordel for Ukraine.

    Det skriver anklagemyndigheden hos Københavns Politi på det sociale medie Twitter.

    Den 47-årige mand er også dømt for bedrageri med mikrolån igennem en Facebook-gruppe. Han tilstod de fleste af sagens forhold.

    Manden blev fremstillet i grundlovsforhør i Dommervagten i København i slutningen af februar.

    Dengang erkendte han, at han havde fået betalingerne for støtten til Ukraine og til danskere i Ukraine.

    Men han mente ikke, at det var rigtigt, at ingen af dem, der havde betalt ham, havde fået, hvad de betalte for.

    /ritzau/