Nordkorea vil opsende ny satellit efter mislykket opsendelse

    Nordkoreas regerende parti kalder landets mislykkede opsendelse af en militær satellit i sidste måned for den mest graverende fejl.

    Udtalelsen kom på partiets seneste møde i weekenden, skriver det nordkoreanske statsmedie KCNA mandag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

    Det udvidede plenarmøde blev afholdt mellem fredag og søndag.

    Partiet besluttede at beordre arbejdere og forskere til at analysere den mislykkede opsendelse og forberede en ny i den nærmeste fremtid, skriver Reuters.

    Nyhedsbureauet skriver yderligere, at man i en rapport ifølge KCNA kan læse, at de ansvarlige for opsendelsen er blevet “heftigt kritiseret”.

    Satellitten, der fejlsluttede kort tid efter sin opsendelse i slutningen af maj, styrtede ifølge Nordkorea ned i Det Gule Hav.

    Det er den vandmasse, som adskiller den koreanske halvø og Kina. Den indre del af Seoul ligger bare godt 30 kilometer fra kysten til Det Gule Hav.

    /ritzau/