Lokale byger er ikke nok til at slå tørken ned

    Lørdag og natten til søndag bød på lokale og kraftige byger i en tid, der ellers er præget af tørke og hedebølger.

    Den mængde vand der faldt, er dog ikke nok til at slå tørken ned. Det fortæller Jesper Eriksen, der er vagthavende meteorolog på Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).

    – Det er nedbør, der er kommet i bygeform. Det betyder, at det er kommet meget lokalt, og så er det kommet meget hurtigt, fortæller han.

    Jesper Eriksen forklarer videre, at naturen har bedst af, at nedbøren kommer langsomt og over en meget lang periode. På den måde kan jorden lettere optage vandet.

    – Hvis den kommer lynhurtigt og jorden er tør, så løber meget af vandet af og går til spilde i forhold til planterne, siger han.

    I hele landet som gennemsnit faldt der 1,3 millimeter regn. Nogle steder har der været kraftige byger – det gælder for eksempel nogle steder i Jylland og på Midt- og Vestsjælland.

    Andre steder, som for eksempel Bornholm, fik intet.

    Ifølge Jesper Eriksen er det “absolut ikke optimalt” for naturen at få store skyl af regn.

    – Det er selvfølgelig bedre end ingenting, men vi vil hellere have et regnvejr, der varer i flere timer, uden at det vælter ned, siger han.

    /ritzau/