Oppositionen i Japan ventes at stille mistillidsvotum fredag

    Oppositionen i Japan er i gang med de sidste forberedelser af et mistillidsvotum mod premierminister Fumio Kishidas regering.

    Det rapporterer den japanske tv-station NTV.

    Det ventes, at oppositionen vil fremsætte mistillidsvotummet fredag. Bliver det stemt igennem, bliver parlamentet opløst, og der skal være valg i det asiatiske land.

    Mistillidsvotummet vil i så fald blive stillet i forbindelse med en afstemning om en lov, der vil øge Japans evner til at forsvare sig. Det ventes, at der skal stemmes om loven i det japanske overhus fredag.

    I Japan har der på det seneste været spekulationer om, at Kishida ville udskrive valg, fordi hans popularitet steg, efter at han var vært for G7-topmødet i maj.

    Meningsmålinger viser også, at der er støtte til premierministeren, mens det også går godt på det japanske aktiemarked.

    Regeringen har dog fået meget kritik over problemer med nationale identitetskort. Desuden er der opstået vrede mod Kishida på grund af en fest, som hans søn og hans tidligere afdelingschef holdt i premierministerens officielle bolig.

    Begge situationer har fået Kishidas allierede til at advare mod at udskrive valg.

    /ritzau/Reuters