Britisk mand udleveres i sag om udbytteskat for 320 millioner

    En britisk statsborger, der anklages for at have deltaget i svindel mod den danske statskasse for 320 millioner kroner, er blevet udleveret til Danmark.

    Det oplyser politiet tirsdag i en pressemeddelelse.

    Manden, der er 53 år, er blevet udleveret fra Belgien.

    Sagen mod manden drejer sig om bedrageri med hensyn til refusion for udbytteskat.

    Flere sagskomplekser efterforskes af politiet, og den største sag drejer sig om en anden britisk statsborger, Sanjay Shahs, handlinger. Han opholder sig i Dubai.

    Den 53-årige er ifølge politiet “den helt centrale bagmand” i den svindel, som er sket via selskabet Salgado Capital, hedder det i pressemeddelelsen fra National Enhed for Særlig Kriminalitet, NSK.

    Onsdag morgen skal der holdes retsmøde i Retten i Glostrup med manden. Han var i forvejen varetægtsfængslet in absentia – altså uden selv at være til stede.

    /ritzau/