Lønstrukturkomité: Sygeplejersker har ikke brug for højere løn

    Sygeplejerskerne er ikke blandt de faggrupper, der har brug for at få højere løn. Tværtimod tjener sygeplejerskerne i udgangspunktet en smule mere, end de burde.

    Det er en af konklusionerne i den rapport, som Lønstrukturkomitéen tirsdag fremlægger på et pressemøde i København.

    Pædagogmedhjælpere og rengørings- og husassistenter er dem, der tjener mindst i forhold til deres ledelsesansvar, erhvervserfaring og uddannelse.

    Også pædagoger og serviceassistenter er blandt de faggrupper, der tjener for lidt, mener Lønstrukturkomitéen.

    Diplomingeniører, yngre læger og it-medarbejdere ligger til gengæld i den anden ende af spektret. De tjener markant mere, end de burde, set i forhold til ledelsesansvar, erhvervserfaring og uddannelse.

    Lønstrukturkomitéen tager dog forbehold for, at løn består af mange elementer og ikke gøres op på samme måde for alle personalegrupper.

    For sygeplejerskernes vedkommende betyder det, at hvis man fraregner deres genetillæg for eksempelvis nat-, aften- og weekendarbejde, så tjener de lidt mindre, end de burde, igen baseret på ledelsesansvar, erhvervserfaring og uddannelse.

    /ritzau/