USA’s tidligere præsident Donald Trump står over for 37 anklagepunkter i en sag om håndtering af fortrolige dokumenter.
Det viser anklageskriftet, der fredag aften dansk tid er blevet offentliggjort.
Angiveligt handler sagen om mere end 100 fortrolige dokumenter, som i august sidste år blev fundet i Trumps resort i Florida. Det skriver NBC News.
Det amerikanske medie oplyser, at Trump tog fortrolige oplysninger med sig, da han efter valgnederlaget forlod Det Hvide Hus i 2021.
– Det inkluderede information om USA’s og andre landes forsvars- og våbenevner, USA’s atomprogrammer, mulige svagheder i USA’s og allieredes militær i forhold til angreb og planer om mulig hævn i tilfælde af et angreb udefra, lyder det i anklageskriftet ifølge NBC News.
Donald Trump meddelte selv natten til fredag, at han var blevet tiltalt.
I anklageskriftet fremgår det ifølge NBC News, at “Trump i to tilfælde i 2021 viste fortrolige dokumenter til andre”.
I det ene tilfælde skal han have vist en forfatter, en udgiver og to stabsmedlemmer uden sikkerhedsgodkendelse en kopi af en “angrebsplan”.
Trump skal selv have omtalt planen som værende “yderst fortrolig”.
/ritzau/











