Trump: Jeg er tiltalt i sag om hemmelige dokumenter

    Den tidligere amerikanske præsident Donald Trump siger, at Biden-administrationen har oplyst ham om, at han er blevet tiltalt.

    Det oplyser han på sit sociale medie, Truth Social, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

    – Den korrupte Biden-administration har informeret mine advokater om, at jeg er blevet tiltalt, skriver han.

    Trump skriver, at tiltalen “tilsyneladende” handler om håndtering af hemmelige dokumenter.

    Han fremlægger ikke bevis for tiltalen. Reuters har ikke haft mulighed for at bekræfte oplysningerne.

    Yderligere skriver Trump, at han er blevet stævnet til at møde op i det føderale domhus i Miami i delstaten Florida på tirsdag.

    Tiltalen handler om mindst syv tilfælde i forbindelse med Trumps håndtering af klassificerede dokumenter og hindring af rettergang, skriver en journalist fra mediet ABC på Twitter ifølge Reuters.

    En føderal storjury har undersøgt Trumps håndtering af klassificerede dokumenter, efter at han forlod Det Hvide Hus i 2021.

    En storjury – eller en anklagejury, som den også kaldes – er en større gruppe personer, der er udpeget for at afgøre, om der er tilstrækkeligt grundlag for at rejse tiltale i en sag.

    8. august 2022 gennemførte det føderale politi, FBI, en ransagning af Donald Trumps Mar-a-Lago-hjem i Florida. Her blev der fundet over 11.000 dokumenter, hvoraf flere end 100 var stemplet som klassificerede.

    Når en amerikansk præsident forlader embedet, skal han ifølge loven overdrage alle dokumenter og e-mails til USA’s nationale arkiv.

    Trump har hævdet, at han havde ophævet klassificeringen af dokumenterne. Det vil ifølge ham sige, at de ikke var hemmeligstemplede mere, og at han dermed ikke brød loven.

    Men han har ikke givet bevis for, at det skulle være tilfældet, ligesom hans advokater ifølge Reuters ikke har brugt det argument i de dokumenter, de har indleveret til retssystemet.

    /ritzau/