Det amerikanske justitsministerium har for nylig informeret den tidligere præsident i USA Donald Trump om, at han er genstand for en føderal efterforskning for sin håndtering af klassificerede dokumenter.
Det oplyser kilder med kendskab til sagen til flere amerikanske medier heriblandt CNN.
Ifølge CNN er oplysningerne et tegn på, at anklagerne bevæger sig i retning af at rejse tiltale mod den tidligere præsident.
Ifølge mediet Politico har anklagerne sendt Trump et brev, hvori han bliver informeret om, at han er genstand for en undersøgelse. Det skriver nyhedsbureauet Reuters, som dog ikke har haft mulighed for at bekræfte oplysningerne.
Trumps juridiske hold mødtes med justitsministeriet tidligere denne uge, skriver Reuters.
En føderal storjury har undersøgt Trumps håndtering af klassificerede dokumenter, efter at han forlod Det Hvide Hus i 2021.
En storjury – eller en anklagejury, som den også kaldes – er en større gruppe personer, der er udpeget for at afgøre, om der er tilstrækkeligt grundlag for at rejse tiltale i en sag.
/ritzau/











