Motorcyklist dør i sammenstød med personbil i Silkeborg

    En 23-årig mandlig motorcyklist er onsdag eftermiddag død i en frontal kollision med en personbil.

    Det skriver Midt- og Vestjyllands Politi på det sociale medie Twitter.

    Mandens pårørende er underrettet, skriver politikredsen.

    Ulykken skete på Pederstrupvej i Silkeborg. Den blev anmeldt til politiet klokken 16.31 onsdag.

    Politiet skriver, at den afdøde mand kommer fra lokalområdet, og at han blev dræbt på stedet.

    Midt- og Vestjyllands Politi skriver ikke nærmere om, hvad der er gået forud for ulykken. Det fremgår heller ikke, om nogen er kommet til skade i bilen.

    /ritzau/