Biden til Mette Frederiksen: Danmark er en af USA’s bedste allierede

    – Danmark er en af vores bedste allierede og mest trofaste venner.

    Det siger USA’s præsident, Joe Biden, til statsminister Mette Frederiksen (S) ved begyndelsen på deres møde i Det Hvide Hus mandag.

    – Vi har mange af de samme værdier, siger Biden og henviste til, at den danske statsminister er på besøg i Washington D.C. på grundlovsdag.

    – En af de værdier inkluderer at stå op mod russisk aggression, siger Biden om støtten til Ukraine.

    Han takkede blandt andet også statsministeren for forsvarssamarbejdet mellem Danmark og USA.

    Og han takkede for Danmarks arbejde for grøn omstilling.

    – Tak, hr. præsident, dejligt at se dig igen og være her. Jeg vil gerne takke dig for dit lederskab, lød svaret fra Mette Frederiksen.

    – Vi vil fortsætte fra et dansk perspektiv med en stor støtte til Ukraine, forsikrede hun.

    Efter nogle få sætninger fra USA’s præsident og den danske statsminister, kæmpede journalisterne om at få lov til at stille spørgsmål, inden de blev fulgt ud af Det Ovale Værelse.

    Statsministeren blev modtaget i Det Hvide Hus klokken 19.25 dansk tid af protokolchef og USA’s tidligere ambassadør i Danmark, Rufus Gifford.

    Der er afsat omkring en time til mødet mellem Joe Biden og Mette Frederiksen. Derpå er det ventet, at statsministeren vil svare på spørgsmål fra journalisterne.

    /ritzau/